Abeda Khatun var 56 år og boede i en landsby i det nordlige Bangladesh. Diagnosen spedalskhed ændrede hendes liv totalt. Omgivelserne og hendes familie reagerede stærkt på sygdommen ved at udelukke hende fra fællesskabet, forsøge at udstøde hende fra familien og fordrive hende fra landsbyen. Hun mistede dermed grundlaget for at forsørge sin familie, når hun nu hverken kunne arbejde eller leve i fællesskabet.
Da hun fik diagnosen, blev hun henvist til spedalskhedshospitalet i Nilphamari, som er bygget og drevet i et samarbejde mellem Spedalskhedsmissionen i flere lande. Her fik hun behandling, og efter to år var hun helbredt.
Håbet svigter aldrig …
Gennem den lokale selvhjælpsgruppe i landsbyen fik hun langsomt sit liv tilbage. Landsbyens beboere fik hjælp til at forstå sygdommen og konsekvenserne af stigmatiseringen. Og via selvhjælpsgruppen fik hun også et lån til køb af et lille stykke landbrugsjord, hvor hun kunne dyrke kartofler og dermed tjene lidt penge.
Nu har hun for længst betalt lånet tilbage, så andre kan få glæde af et lån. Og hun har mangedoblet sit jordareal, så hun nu har en blomstrende forretning med landbrugsprodukter – og frem for alt: Hun er igen i stand til at leve et normalt liv og forsørge sin familie.
Abeda Khatun er blot én blandt mange. Hun er en af de heldige, der fik hjælp og senere mulighed for at genetablere sin tilværelse gennem hjælp og støtte fra projektet.